Foto HBO max/HBO

Sex and the City havde premiere i 1998. Serien om de fire stærke kvinder i 30’erne, der datede sig igennem New York, blev en kæmpesucces og inspirerede flere tusind kvinder til at drikke cosmopolitans og fejre singlelivet. Jeg var ung teenager i lille Aalborg og havde umiddelbart ikke særligt meget tilfælles med Carrie, Charlotte, Miranda og Samantha. Men man kan drømme og det var lige præcis, hvad jeg gjorde.

Sex and the City var glamorøst og gav et fuldstændig urealistisk billede af, hvor mange designersko, man har råd til at købe med en løn som klummeskribent. Det urealistiske billede af Carrie Bradshaws økonomiske formåen er iøvrigt en kritik, som serien har fået igen og igen. Men det er jo netop en af grundene til, at den er så fantastisk. Vi kan for et øjeblik leve i en drømmeverden, hvor man kan skrive en enkelt klumme om ugen, gå til brunch med veninderne hver dag og have et walk-in closet, hvor man aldrig mangler noget fabelagtig at tage på.

Men det var jo faktisk aldrig skoene og den fantastiske garderobe, der var trækplasteret. Det var de fire kvinder, der uden så meget pis ledte efter kærligheden på hver deres måde. Der blev, for at bruge et alt for fortærsket udtryk, kysset en helvedes masse frøer, men det vigtigste var altid deres støtte til hinanden. Derudover elskede jeg, at serien aldrig var bange for at snakke fuldstændig åbent om sex. Jeg lærte ærlig talt mere om sex og parforhold ved at se SATC, end den yderst akavede seksualundervisning, som folkeskolen kunne byde på i 90’erne.

Still fra Sex and the City/HBO

Kort sagt, så fyldte Sex and the City en hel del i min ungdom. Også mere end jeg har lyst til at indrømme. Carrie Bradshaw var ikke kun min uperfekte heltinde. Når man (jeg) sad på café med sin macbook og legede New Yorker-skribent for en kort stund, så sad der mindst 3-4 andre og gjorde præcist det samme andre steder i samme lokale. Er det muligvis Sex and the Citys skyld, at det nu er helt normalt at bruge caféer som studieplads og eget kontor i lande som Danmark, hvor det ville give langt mere mening at sidde hjemme ved sit eget skrivebord i en bolig med rigelig plads og egen kaffemaskine? Nok ikke, men jeg må indrømme at min egen glæde ved at arbejde på café startede med SATC.

Efter seks glimrende sæsoner og to film, hvor den ene var god og den anden noget horribelt miskmask, er tre ud af fire hovedroller nu tilbage i serien And just like that…, der fik premiere på hbomax i starten af december. Det er farligt at rode med noget, der er kendt og elsket af så mange, og jeg var ikke optimistisk. Specielt fordi Kim Cattrall, der spillede den ikoniske Sam Jones, meget bestemt afviste at deltage i den nye serie. Kunne man virkelig vende tilbage til fortiden?

Første afsnit var ærlig talt alt, hvad jeg havde frygtet. Hvordan fortæller man en medrivende historie om en gruppe kvinder, der er yderst velhavende og har fået alt, hvad de drømmer om? Det er også svært at komme uden om at SATC manglede karakterer, der ikke kun var hvide og heteroseksuelle. For at et reboot skal have relevans, så var der brug for ændringer. Alt det forsøger And just like that… at løse allerede i første afsnit, hvor den absolut værste del er Charlotte, der desperat prøver at få en sort ven. Samtidig er stakkel Miranda, der tidligere var en stærk og selvstændig karriere-kvinde, blevet gjort til en lallende boomer, der er ved at fare vild i forsøget på at være ‘woke’.

Still fra Sex and the City/HBO

Men efter de to første afsnit er serien langsomt ved at finde sine ben. I skrivende stund har jeg lige set femte afsnit og jeg vil ikke sige, at serien er tilbage til fordums storhed, men det er rart at være tilbage i universet. De tre kvinder er blevet ældre og har derfor andre problemer. Og i modsætning til den anden SATC-film, hvor Charlotte desperat funderer over, hvordan forældre uden fastansatte barnepiger klarer den, så er problemerne lidt nemmere at spejle sig i denne gang. For eksempel, hvordan man forholder sig til en ny generation med flydende kønsidentiteter, når man selv er vokset op i en meget binær verden. Hvordan lever man videre efter en ægtefælle er død? Og hvad gør man med et ægteskab, som er blevet så meget tryg rutine, at man føler sig fanget?

Så jeg har fået en forsigtig optimisme. And just like that… er ikke Sex and the City, men en historie om, at livet går videre og det er ok. Og i en verden, hvor intet er som det plejer, så er det virkelig rart at vende tilbage til Carrie Bradshaw og company. Carrie er stadig ligeså uperfekt, som i serien, og det elsker jeg karakteren for. Hun kommer for eksempel til at stalke Bigs eks, Natasha, der ærligt talt havde fortjent bedre end at blive blandet ind i Carrie og Bigs kaotiske forhold i SATC.

Så jeg vil nyde resten af And just like that… med et veltilfreds hjerte. Der er (selvfølgelig) fejl og mangler, som man kunne fokusere på, hvilket mange kritikere har gjort. Andet ville være mærkeligt, når den originale serie er elsket så højt, som den er. Den er næsten umulig at leve op til. Men And just like that… har lige præcis nok nerve og hjerte med fra den originale, så jeg med glæde tager et par timer eller sæsoner mere i selskab med de tre velkendte damer.