Foto: TNT/Warner
Hvis du sidder derhjemme lige nu og føler dig en smule indelukket på grund af den evige lockdown, så er det ingenting i forhold til hvad passagererne på Snowpiercer går igennem. De er fanget på et tog, der kører kloden rundt, og som de aldrig kan forlade.
Vi befinder os i en ikke så fjern fremtid, hvor global opvarmning tvang videnskabsfolk til at tage drastiske metoder i brug. I et forsøg på at køle jorden ned, fik de startet et vejrfænomen, der sænkede temperaturen så meget, at intet kunne overleve. Men den driftige Mr. Wilford byggede et tog, der skabte en overlevelsesmulighed for de få udvalgte, der havde enten midler, forbindelser eller evner, som sikrede dem en af de eftertragtede billetter.
Da serien starter har toget kørt i cirka 7 år, og er blevet til et fungerede minisamfund, hvor alle kender deres plads. Eller det vil sige, at de blinde passagerer i halen af toget ikke er helt tilfredse med den behandling, som de får. Men blandt halemændene er Andre Layton, der var politimand før katestrofen ramte. Derfor får han jobbet, da en person findes dræbt under mystiske omstændigheder.
Opklaringen af mordet fylder meget af første sæson, men det er bestemt ikke den eneste grund til, at man skal se Snowpiercer. Historien kommer langt omkring og det indelukkede samfund giver en interessant diskussion om, hvordan vi indretter vores samfund. Et frit samfund er umiddelbart idealet, men måske kan man også argumentere for det positive i et klassesamfund, hvor alle kender deres faste rolle?
De medvirkende i Snowpiercer er en god blanding af helt ukendte og mere erfarne kræfter. Mr. Wilford er togets usete leder, så hans stedfortræder, Melanie Cavill, er ledelsens ansigt overfor togets mange beboere. Cavill spilles af Jennifer Connelly, der er kendt fra film som A Beautiful Mind (2001) og Labyrinth (1986). Hendes modstykke er halemanden Andre Layton, der spilles af Daveed Diggs, som fik sit gennembrud i Broadwaymusicalen Hamilton, der kan streames på Disney+.
Der er mange andre gode roller iblandt, men to, som jeg er begejstret over, er Ruth, der tager sit arbejde som tager sit arbejde i ‘hospitality’-afdelingen meget seriøst og Bess Till, der er en af togets ordenshåndhævere (brakemen). Som bonusinfo kan det nævnes af Bess Till spilles af Mickey Sumner, der er datter af musikeren Sting.
Anden sæson er næsten lige begyndt og kan streames på Netflix. En af de nye medvirkende i denne sæson er Sean Bean, der virker til, at han har haft en fest med at spille den nye modstander til togets helte. I skrivende stund er sæsonen nået til fjerde afsnit, og jeg glæder mig allerede til det næste.
You must be logged in to post a comment.