Tekst: Christina Svendsen
Foto: C More

Beverly Hills 90120 var TV-serien, der ændrede den vestlige verdens forhold til ungdomskultur for altid. En hel generation kom på fornavn med Brandon, Andrea, Donna og David, og tog side i Kelly og Brendas konkurrence om den mystiske bad boy, Dylan McKay.

Det var en tv-serie, der tog de unge seriøst og gav dem rampelyset. Udover Brandon og Brendas snusfornuftige forældre, der medvirkede i de første sæsoner, så var ‘de voksne’ kun gæstestjerner. Os bag tv-skærmene slugte det råt og intet har helt været det samme siden. Der blev produceret utallige nye tv-serier rettet mod unge og reklamebranchen fik øjnene op for en yderst købestærk gruppe, de havde overset indtil da.

Stjernestatusen dalede

Efter serien sluttede i 2000 dalede de medvirkendes stjernestatus brat. Mange af dem er dog dukket op hist og pist, blandt andet Luke Perry, der spillede Dylan. Han spillede faren til Archie Andrews i serien Riverdale, der er en af de nyere ungdomsserier, der har været en stor succes og har skabt et nyt galleri af karakterer, som en ny generation er på fornavn med. Den når dog ikke succesen af ‘90210’ til sokkeholderne. Luke Perry døde desværre tidligere i år.

Men nu er originalen tilbage og det er ærlig talt svært at finde ud af om man skal glædes eller græde. Vi lever i en tid, hvor det kan virke som om alt bliver rebootet, remade og genoptaget. Will og Grace er tilbage i New York, Luke og Leia er endnu engang tilbage for at redde universet fra de onde imperilister og det er stadig en dårlig idé at genoplive dinoer, for at holde dem i en park som underholdning.

Mere end nostalgi?

Nu er næsten hele det originale hold fra Beverly Hills 90120 tilbage for at få deres bid af reboot-kagen. Alle syv medvirkende er blevet ældre (men nogen har vist forsøgt at bekæmpe tidens ubarmhjertighed med et par besøg hos botox-lægen). De trailers, der indtil videre er offentliggjort, har lænet sig kraftigt op af nostalgien, så det bliver spændende og se om serien rent faktisk har noget at byde på, andet end et forsøg på at lukrere på den kærlighed, der stadig er til den gamle serie.

Det skulle dog ikke være en forsættelse af handlingen i den originale serie. De medvirkende spiller alle en udgave af dem selv i et fiktivt univers. Det lyder ærlig talt en smule sært, og der er nok mange, der helst ville have haft en traditionel reboot, hvis man skulle vælge. Men det kan selvfølgelig være, at den overrasker positivt.

BH90210 får premiere i USA 7. august og kan streames på C More fra 8. august. Den får dansk tv-premiere på TV2 Zulu 9. august kl. 20.55 og kan derefter også streames på TV2 Play