Tekst Christina Svendsen – Foto Lionsgate

Genre: Komedie
Premiere: 16. august 2018
Medvirkende: Mila Kunis, Kate McKinnon, Justin Theroux, Sam Heughan, Gillian Anderson, Hasan Minhaj
Instruktør: Susanne Fogel
Manuskript: Susanna Fogel & David Iserson
Længde: 117 min

Der er utallige heltemodige spioner på film, hvor omkring de 98% har det til fælles, at de er mænd. De har også et andet fællestræk; De er nærmest uimodståelige for det modsatte køn, der falder på stribe over deres übermaskuline charme.

Indgangsscenen til The Spy Who Loved Me kunne nemt have været en af den slags film. Man ser en flot mand (Justin Theroux) på et marked i Østeuropa, der hurtigt finder ud af, at han bliver iagttaget af en større gruppe modstandere. Dem får han behændigt givet nogle bøllebank og flygter derefter igennem byen.

Samtidig er hans forsmåede eks, Audrey (Mila Kunis), engang med at slikke sårene efter deres forliste forhold til hendes 30-års fødselsdag, der holdes på samme bar, hvor de mødte hinanden. Som et slags renselsesritual, så bliver hende og bedsteveninden Morgan (Kate McKinnon) enige om at brænde de ting, han har efterladt hos hende. Da han får det at vide på SMS, så får han pludselig travlt og dukker op i hendes lejlighed dagen efter, stadig med en flok snigmordere på nakken. Snart er Audrey og Morgan på flugt igennem Europa uden at vide hvem de kan stole på.

En af filmens skurke er den østeuropæiske gymnast, der har valgt en oplagt karriere, efter hun er blevet for gammel til sport | Foto Lionsgate

Ikke helt James Bond

Mens spionen over dem alle, James Bond, kunne det hele i The Spy Who Loved Me (1977), så har de to piger ikke mange talenter. De klarer sig igennem med mere held og forstand, mens ligene hober sig op omkring dem.

The Spy Who Dumped Me er tydeligvis lavet til et publikum efter #MeToo, der gerne vil vise to stærke kvinder i en film, der ikke tager sig selv for seriøst. Kvinder kan heldigvis godt være sjove, hvilket både Mila Kunis og Kate McKinnon er i overflod, men jeg ville dog ønske at de havde fået et lidt bedre manuskript at arbejde med. Historien er ok, men grinene kommer hovedsageligt fra klicheer om spionfilm, som eksempelvis den østeuropæiske gymnast-skurk, og klicheer om dumme amerikanere vs. sære europæere, der sidder fast i 80’erne og 90’erne. Det bliver en smule trættende i længden.

Derudover, så er der selvfølgelig plottwists, som der skal være i en spionfilm, men de virker underligt ligegyldige. Det virker til, at det er sammenspillet mellem de to hovedrolleindehavere, der er det centrale, mens resten af holdets loyalitet konstant tvivles på, for der skal jo være nogen, der skifter side i en spionfilm.

Sær og sjov

Filmens lysende stjerne er Kate McKinnon, der har sin helt egen særegne form for komik. Jeg kunne forestille mig, at der kunne være flere, der absolut ikke synes, hun er sjov, men mest bare sær. Jeg er dog ikke en af dem og hyggede mig vældigt i hendes selskab. Hun har endda en sød historie om, hvordan hun bliver påvirket af, når folk synes hun er alt for meget. Det var ganske fint og rørende. Mila Kunis har rollen som den ’straight man’, der altid skal være i et komisk makkerpar, hvilket hun også gør udmærket.

Det er en af den slags film, som jeg ville gå en lang bue udenom i biografen. Til gengæld passer den perfekt til en doven søndag på sofaen, hvor den tilfældigvis dukker op på Netflix. Der er masser at grine af, i særdeleshed af Kate McKinnon, men man skal ikke se den for en god og spændende historie, for den er ikke noget at råbe hurra for.

Jeg håber dog at se Kate McKinnon og Mila Kunis sammen på det store lærred, for de har en god kemi, der emmer af en fælles kærlighed for ballade. De fortjener bare en bedre historie, end de får i The Spy Who Dumped Me.